Nyhedsbrev om afklaring af asfaltering på Lodbjerghede vej/Tambjergvej

Forhistorien (af hensyn til nye medlemmer i foreningen):

Gennem en årrække har der været kræfter i foreningen, som har forsøgt at få vedtaget asfaltering af Lodbjerghede vej/Tambjergvej. Der har været nedsat udvalg af generalforsamlingen som har arbejdet med emnet, hvorefter det blev fremsat som forslag til afgørelse blandt alle medlemmer. Dette blev nedstemt bl.a. med den begrundelse, at alle med tilkørsel fra Klevevej selv måtte deltage i betaling af asfaltering af Klevevej.

Dernæst valgte nogle enkelte medlemmer selv at lave et nyt forslag til beslutning alene blandt de medlemmer der ligger nord for Røjklitvej. Dette blev vedtaget sidste år, men som det er blevet forklaret gennem flere nyhedsbreve, så er det ikke sat i gang, da den økonomiske ramme som var besluttet ikke var tilstrækkelig til at gennemføre beslutningen uden overskridelse.

 

Bestyrelsens arbejde vedr. asfaltering i det år som er gået

Efter at have konstateret at projektet ikke kunne gennemføres inden for den økonomiske ramme ønskede bestyrelsen at foreningen får taget en afklaring vedr. asfaltering på et grundlag, hvor det er sikkert at det kan gennemføres, hvis det bliver besluttet igen og omvendt at diskussionen om asfalt bliver parkeret i en årrække, hvis ikke det bliver besluttet.

Allerede på sidste generalforsamling var der kritiske røster om at det fremlagte tilbud var mangelfuldt og ville betyde at hele foreningen, ville komme til at deltage i betalingen fordi den økonomiske ramme ikke var stor nok. Der var ligeledes kritiske røster vedr. vurderingen af vedligeholdelsesudgifter på en asfaltvej contra en grusvej.

Ifølge bestyrelsens opfattelse er der 2 forhold som skal afklares, dels hvad det koster at få etableret asfalt og dels hvad det koster at vedligeholde asfalt, da dette umiddelbart hænger sammen. Bestyrelsen er af den opfattelse at det vil være optimalt, hvis vi kan få en pris på etablering og fra samme firma få en fast pris på efterfølgende vedligeholde af vejen (f.eks. i 15 år). Dermed vil evt. problemer/udfordringer med etablering hænge vedligeholdelsesmæssigt på entreprenøren i 15 år til en på forhånd fastsat pris og omvendt vil en evt. højere etableringspris formodentlig give en lavere vedligeholdelsespris.

Bestyrelsen har forsøgt at få tilbud på asfaltering og kontrakt på vedligeholdelse i 15 år hos 5 forskellige firmaer heriblandt NCC, som gav tilbud sidste år.

Ingen af firmaerne vil give bindende tilbud for en opgave, som skal løses næste år. Vi har modtaget 2 overslag, som vi har brugt til at lave en skøn over hvor mange penge der skal indbetales, for at bestyrelsen kan være sikre på at gennemførelsen kan holdes inden for indbetalingen.

Ingen af firmaerne vil give tilbud på en 15 års vedligeholdelsesaftale. Vi har derfor bedt dem om overslag på opgaven og et tilbud på nyt slidlag og et overslag på hvornår der skal lægges nyt slidlag, for at kunne estimere, hvad vedligeholdelsen koster, når de ikke tør give os en kontrakt.

Ingen af firmaerne vil give garanti på arbejdet, da de ikke kender bundsikringen. Hvis der skal gives garanti, skal der laves en helt ny ”vejkasse” – en sådan koster alene ca. 800.000 kr. – Det mener vi ikke giver mening, da garantien alligevel vil være begrænset og i øvrigt ikke er blevet specificeret

Vi har i bestyrelsen valgt at bruge de indkomne overslag som grundlag for at estimere, hvor stor en sum der skal indbetales for at bestyrelsen kan sikre, at der er penge nok til gennemførelse af projektet. Vores konklusion er at hver grundejer nord for Røjklitvej skal indbetale 8.000 kr., hvis det vedtages at asfaltere Lodbjerghede vej og 200 m. af Tambjergvej, som anført i projektet fra sidste år. Hvis den endelige pris viser sig f.eks. at bliver 500 kr. billigere pr. grundejer, så vil disse grundejere året efter få en 500 kr. lavere opkrævning i kontingent.

I modsætning til tidligere påstande, så er vi kommet frem til at vedligeholdelse af asfaltvejen, hvis den vedtages, vil koste over 60.000 kr. årligt inkl. hensættelse til nyt slidlag hvert 12. år. Det vil sige at vedligeholdelse af asfaltvej er dyrere end vedligeholdelse af de nuværende grusveje (vedligeholdelse af Lodbjerghede vej og 200 m Tambjergvej ligger i dag på under 40.000 kr). Denne ekstra udgift på ca. 25.000kr. årligt vil betyde at grundejere nord for Røjklitvej fremover vil skulle betale 100 kr. mere pr. år end resten af grundejerne.

 

Hvorfor er forslaget ikke sat på dagsorden

Efter at vi havde gjort ovenstående klar til dette års generalforsamling, havde vi et møde med Andreas Leidesdorff om dirigentjobbet til dette års generalforsamling, fordi bestyrelsen igen vil indstille ham til dirigent.

I den sammenhæng siger Andreas at ovenstående afstemning ikke vil kunne gøres lovligt ift. vores vedtægter, fordi vi har ændret vores vedtægter.

Bestyrelsen var dybt forundrede og ærgerlige over denne melding, da vi havde håbet at kunne få en endelig afklaring vedr. asfaltering på dette års generalforsamling.

Det kan vi desværre ikke og vi stiller derfor et nyt ændringsforslag til vedtægterne, som gør det muligt at stile forslaget næste år.

 

/Bestyrelsen