Nyhedsbrev april/maj 2021
Det har været med stor forventning, at vi har fulgt planerne for den gradvise genåbning af vores hverdag. Endelig kom meldingen, at forsamlingsloftet d. 6. maj hæves til 25 indendørs og 75 udendørs.
Det betyder, at vi kan gennemføre den planlagte arbejdsdag d. 8. maj 2021 på Lodbjerg Hede.
Hermed følger nyhedsbrev om arbejdsdag, kloakering, Sct. Hans og vedligehold af beplantning på egen grund.
Arbejdsdag
Det er en glæde at kunne invitere alle grundejere til arbejdsdag lørdag d. 8. maj kl. 9.00 på Legepladsen v/ Birkealle.
Vi starter med fælles morgenkaffe. Alle medbringer egen kaffe plus krus og kniv. Foreningen er vært ved rundstykker med tilbehør.
Efter kaffen fordeler vi opgaverne. Bestyrelsen har peget på nogle opgaver; men er der grundejere, der har forslag til andre arbejdsopgaver – noget der trænger til at blive gjort, skal I endelig melde tilbage – inden d. 4. maj.
Igen i år har vi aftale med Svend Jensen og hans maskinpark. Svend er til disposition hele dagen, så har I grene eller småtræer, der skal flises, kan det blive gjort hos jer med jeres egen hjælp på arbejdsdagen.
Alle opfordres til at tage bil, trailer, trillebør og relevante arbejdsredskaber med (motorsav, ørnenæb, buskrydder, sav, skovl, grensaks, pensler, værktøjskasse mm).
De foreløbige opgaver ser således ud:
– grøften langs Hjertestien mod nord skal ryddes for træer. Her har vi brug for en motorsavskyndig
– flis på Nordstien mod øst. Området er sumpet store dele af året. Før arbejdsdagen vil der blive lagt depoter ud med flis, så der ikke er så langt med trillebøren
– på stien mellem Sivsangervej og Brunbjergvej skal væltede træer fjernes / flises
– stien v/ Charlottes skov gøres bredere og mere farbar for barnevogne og gangbesværede
– langs Røjklitvej i begge grøfter samles affald op
– sammentømre et bord/bænkesæt til Tove’s Andedam
– maling af bord/bænkesæt
– indklip ved branddaskere
– reetablere sti-overgang v/ Nordstien / Stadiløvej
– indklip ved stier og veje
– evt. gyvelarbejde ved Klevevej og indkørsel til Lodbjerghede Vej
– desuden skal vi ha’ et større flishold, der kører med Svend rundt
Arbejdsgrupperne vil få besøg af et servicehold og blive forsynet med vådt og tørt i formiddagens løb.
Arbejdsdagen slutter af omkring grillen, hvor Erik Dideriksen igen i år er klar med gløder og pølser. Tidspunktet for afslutningen aftales på dagen.
Vi håber, vi bliver en god flok – som sædvanlig. Vi afvikler arbejdsdagen efter Sundhedsstyrelsens anbefalinger.
Kloakering
Forsyningen har speedet processen op med kloakering for at indhente de 8 uger, projektet er forsinket. Det betyder, at der d. 19. april startes gravearbejde på både Sivsangervej og Brunbjergvej.Der henvises til parkering på Klevevej.
Spørgsmål vedr. kloakering rettes direkte til Forsyningen, Nikolaj Rahlf, mobil 30570392
Sct. Hans aften i Røjklit Havn
Med de nye lempelser i genåbningen, at der fra d. 11. juni ikke længere gælder et forsamlingsloft udendørs, kan vi igen afholde Sct. Hans i Røjklit Havn – med mindre det må aflyses pga. for tørt vejr.
Men indtil videre kan I se frem til en hyggelig Sct. Hans aften onsdag d. 23. juni i Røjklit Havn. Nærmere info følger.
Vedligehold af beplantning på egen grund
Der er stor aktivitet på Lodbjerg Hede – med motorsav og større maskiner. Det er dejligt at se, at mange grundejere fælder nogle af de gamle udgåede træer for at plante nyt. Det er tiltrængt mange steder. Vi opfordrer til, at grenene fra de fældede træer køres bort eller flises. Det er ikke hensigtsmæssigt at stable grenmaterialet i rækker/volde omkring egen grund, da det udgør en stor brandfælde, og ilden vil hurtigt kunne løbe fra grund til grund.
Vi håber, vi bliver en god flok d. 8. maj – som sædvanlig. Vi afvikler arbejdsdagen efter Sundhedsstyrelsens anbefalinger.
Venlig hilsen
/ på bestyrelsens vegne, John Larsen, mob. 21692404