Vedtægter

Vedtægter Lodbjerg Hede Grundejerforening

 

§ 1.
Foreningens navn er: ”Lodbjerg Hede Grundejerforening”.

§ 2.
Foreningens formål er at have indseende med overholdelsen af de deklarationer, som af det offentlige er krævet tinglyst på ejendomme, der omfattes af foreningens område samt at forestå anlæggelse og vedligeholdelse af fælles veje og stier samt fællesarealer og parkeringspladser.

§ 3.
Enhver, der ejer jord eller bygninger, eller som for længere tid lejer jord eller bygninger i det område, som fremgår af det, for området, udarbejdede kort, skal være medlem af grundejerforeningen i overensstemmelse med den, for området, tinglyste deklaration.

§ 4.
Foreningens kontingent fastsættes på den årlige generalforsamling for et år af gangen.

§ 5.
Foreningens bestyrelse består af 3-5 medlemmer. Afgår et medlem i årets løb, er bestyrelsen berettiget, men ikke forpligtet til at supplere sig med et nyt medlem. Bestyrelsens antal må dog aldrig være mindre end 3. Valgbar til bestyrelsen er alene medlemmer i henhold til vedtægternes §3 og disses ægtefæller.

Bestyrelsen forvalter foreningens anliggender og råder over dens midler i overensstemmelse med vedtægterne, således som den finder det formålstjenligt. Bestyrelsen søger om fornødent formidlet lån til etablering af nødvendige veje og fælles anlæg, fordeler udgifterne ved anlæg og vedligeholdelse af disse og forestår god ordens opretholdelse på veje og fællesarealer. Bestyrelsen har i øvrigt også til opgave at føre nødvendige forhandlinger med henblik på områdets vand- og elforsyning.
Bestyrelsen drager omsorg for, at foreningens midler er anbragt til forrentning i et pengeinstitut, bortset fra sådanne mindre beløb, som kassereren, efter bestyrelsens bestemmelse, må disponere over.
Bestyrelsen tegnes overfor tredje mand af formand og kasserer i forening.

§ 6.
Regnskabsåret løber fra 1. maj til 30. april. Regnskabet revideres af to af generalforsamlingen valgte revisorer, som skiftevis er på valg.

§ 7.
Bestyrelsens medlemmer vælges af generalforsamlingen for 2 år, idet den større eller mindre del afgår skiftevis. Genvalg kan finde sted. Bestyrelsen vælger sin formand, og fordeler forretningerne mellem medlemmerne indbyrdes.

§ 8.
Bestyrelsen sammenkaldes, når formanden finder det fornødent, eller når mindst to bestyrelsesmedlemmer begærer det. For at bestyrelsens beslutning kan have gyldighed, skal mindst 3 medlemmer være til stede. Sagerne afgøres ved almindeligt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed gør formandens stemme udslaget.

§ 9.
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes årligt i august måned.
Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, må være formanden i hænde inden den 1. juli og være skriftligt fremsat og motiveret.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, såfremt bestyrelsen beslutter dette, eller såfremt 15% af de stemmeberettigede medlemmer skriftligt til formanden fremsætter motiveret begæring herom.
Indkaldelse til enhver generalforsamling skal ske med mindst 14 dages varsel ved annoncering på foreningens hjemmeside og ved indkaldelse via e-mail til foreningens medlemmer. Foreningens medlemmer er selv forpligtet til at indmelde og opdatere deres e-mailadresse, hvilket sker på foreningens hjemmeside ved tilmelding til nyhedsbrev.
Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal indeholde:
a. Valg af dirigent.
b. Formanden aflægger beretning.
c. Kassereren fremlægger revideret regnskab til godkendelse.
d. Valg af medlemmer til bestyrelsen.
e. Valg af revisor.
f. Fastsættelse af næste års kontingent.
g. Eventuelt.

§ 10.
På generalforsamlingen afgøres i almindelighed de forelagte sager med simpel stemmeflerhed.
Til forandring af vedtægterne og ved økonomiske beslutninger som samlet beløber sig til mere end 1 års samlet kontingent fordres dog, at mindst halvdelen af medlemmerne er til stede eller repræsenteret, og at beslutningen tages med 2/3 af de afgivne stemmer. Er så stort et antal ikke til stede, indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, på hvilken der da tages bestemmelse uden hensyn til det mødte antal, men med 2/3 majoritet.
På generalforsamlingen har hvert medlem én stemme. Såfremt en eller flere grunde ejes af flere personer i fællesskab, gives kun én stemme. Der kan stemmes ved fuldmagt efter følgende regler:
a. En stedfortræder kan stemme med en fuldmagt. Stedfortræderen behøver ikke at være medlem af foreningen.
b. Et medlem kan være stedfortræder for et andet medlem, og således udover sin egen stemme maksimal have én stemme ved fuldmagt foruden.

§ 11.
Foreningen kan kun ophæves ved samtykke fra Ringkøbing-Skjern kommunes kommunalbestyrelse. Vedtægtsændringer kræver godkendelse af kommunalbestyrelsen, før de er gældende.

Holmsland

Vedtaget på generalforsamling 12-8-2023

Og ekstraordinær generalforsamling 21-9-2023

 

 

Michael Nielsen                  Tina Hoel                            Hans Henrik Rasmussen

Bjarne Tholsgaard                                                          Poul Jørgensen